LMH er en enestående mulighed for fordybelse. Vi giver os tid til at tænke over tingene og til at stille spørgsmål, som vi ellers aldrig får stillet.
Fordybelsen er først og fremmest en fordybelse i vores forhold til Gud gennem gedigen bibelundervisning, bøn og stilhed.
Dernæst er det en fordybelse i fællesskabet med andre unge kristne i helt unikke rammer for både åndeligt og menneskeligt fællesskab.
Endelig er det også fordybelse i vores eget liv: Hvem er vi, og hvad vil vi?
På LMH vil vi noget med vores elever. Vi ønsker, at et ophold på vores skole skal gøre en forskel, og vi ved, at det er sket for mange elever igennem skolens historie.
Der er tre områder, vi vil arbejde med: livet, troen og tjenesten.
Vi vil hjælpe dig til at se din værdi i Guds øjne, vi vil arbejde sammen med dig henimod at være et helstøbt og sundt menneske, så at du udvikles og modnes både i forhold til dig selv og i samspillet med andre.
Vi vil hjælpe dig med troen. Ingen kan give andre tro. Vi vil lade dig møde budskabet om Jesus, så troen kan spire frem. Vi vil hjælpe din tro til at vokse til en afklaret kristen tro og overbevisning ved at vise dig Bibelen som din tros fundament og give dig større forståelse for Bibelens budskab i sin helhed.
Vi vil opmuntre dig til at tjene Gud og dine medmennesker. Vi vil ikke tvinge dig til noget, men vi vil opmuntre, udruste og udfordre dig til at gå ind i opgaver i diakoni, menighed og mission.